Peter Øvig Knudsens åbne brev til kulturminister Uffe Elbæk
Dato: 1. november 2012

Kære Uffe Elbæk

Jeg skriver til dig, fordi Apples iBookstore har nægtet at forhandle mine to seneste bøger, Hippie 1 og Hippie 2. Begrundelsen er, at nogle af bogens fotografier viser kønsdele, bryster og seksuelle motiver.

For at få bøgerne forhandlet i den største ebogshandel i Danmark har vi derfor været tvunget til at censurere 47 billeder i bøgerne – og vi har valgt at gøre det ved at tildække dele af billederne med æbler.

Fjorten af de censurerede billeder er reportage-fotografier fra Thylejren i sommeren 1970, taget af Gregers Nielsen, måske sin generations største dokumentarfotograf. Femten af billederne er gengivelser af værker, skabt af Bjørn Nørgaard, der er blandt landets mest anerkendte billedkunstnere. Alle billederne har tidligere været offentliggjort i bøger, film og på kunstudstillinger. Vi taler altså om en censurtrussel mod en væsentlig del af den danske kulturarv.

Apples digitale boghandel, iBookstore, blev etableret i Danmark i foråret, og Apple har selvfølgelig som en privat virksomhed lov til selv at bestemme, hvad de vil handle med. Men foreløbige tal tyder på, at boghandlen allerede efter få måneder har en markedsandel på omkring fyrre procent. Hvis det går med iBookstore, som det i forhold til det digitale musiksalg gik med iTunes, vil markedsandelen kun vokse fremover.

Apples grundlægger, Steve Jobs, markedsførte sig selv som et barn af hippiebevægelsen. Jobs har fortalt, at han fik nogle af sine væsentligste indsigter fra lsd og var drevet af ønsket om at sikre verdens befolkninger let adgang til kunst og viden. Vores erfaringer viser det stik modsatte:

Siden Hippie 1 udkom i efteråret 2011, har jeg og Hippieselskabet, som udgiver de digitale udgaver af Hippie-bøgerne, forsøgt at komme i forhandling med Apple og forklare dem, at der er tale om en seriøs, historisk-dokumentarisk bog med gengivelse af danske pressefotos og kunstværker fra tiden 1967-70. Alle henvendelser er forblevet ubesvarede eller er blevet afvist. Apple agerer som en lukket fæstning, der åbenbart hverken føler sig interesseret i eller forpligtet til dialog med kunder og kunstnere.

Naturligvis er jeg klar over, at vi selv har valgt at tildække billederne for at kunne få forhandlet ebogen i iBookstore, og at bogen også sælges via andre, danske ebogsforhandlere i sin originale version. Men jeg er dybt bekymret for en udvikling, hvor en enkelt udenlandsk aktør via en høj markedsandel kan ende med at bestemme, hvilke ebøger der reelt er bredt tilgængelige på det danske marked.

Det er nu, at mønsteret for fremtidens digitale kulturforbrug dannes, og de unge generationer, som er født digitale, risikerer kun at møde et amerikansk eller udenlandsk censureret billede af den danske kulturarv. Jeg er ikke politiker og har ikke færdige løsninger, men du og regeringen må hurtigst muligt sikre rammerne for et frit og åbent kulturudvalg for digitale læsere og andre kulturinteresserede i Danmark.

Med venlig hilsen
Peter Øvig Knudsen

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail